mandag den 15. december 2014
#15. december - lakridsfudge
Jeg har luret med ved mange bloggere, når de har fremstillet fudge, så da der var tilbud på kondenseret mælk i Fleggaard, var der ingen undskyldning for mig længere.
Jeg lavede to varianter; lakrids og Baileys, hvoraf sidstnævnte får sit eget indlæg en af de kommende dage.
Lakridsfudgen er klart min favorit og den er nem at lave med masser af lakridssmag.
Ca. 40 stykker
1 dåse kondenseret mælk
450 g. sukker
110 g. smør
½ dl. mælk
3 spsk. lakridssirup
3 tsk. lakridspulver
Evt. 1 tsk. sort pastafarve
Kom kondenseret mælk, sukker og smør i en gryde og kog det op. Tilsæt mælk og kog det igennem i mindst 10 minutter til det bliver en let sej karamelmasse. Kom massen i en skål (som kan tåle varmen), tilsæt smagsvarianterne (og evt. farve) og pisk det igennem i ca. 10 minutter. Fordel massen i en form beklædt med bagepapir, så det er ca. 1½ cm. høj.
Stil på køl i mindst 3 timer og skær ud i passende stykker.
Labels:
jul,
konfekt,
Opskrifter,
slik
søndag den 14. december 2014
#14. december - luciabrød med safran og marcipan
Vi brugte Luciadag (i går) på julemarked i Husum i Tyskland sammen med min søster. Husum er en dejlig by og julemarkedet var hyggeligt og gågaden og havnen var rigtig hyggelig. Vi spiste schnitzler til frokost ved 'Tante Jenny' som ligger på ved havnen og var rigtig lækkert.
Efter et stop ved grænsen var vi hjemme igen om aftenen og var trætte efter en lang dag.
Men jeg ville i år prøve at lave de berygtede Luciabrød, som er så fine og ser lækre ud. Der var mange opskrifter på nettet, men jeg vidste præcis hvor jeg skulle lede.
Den svenske Linn fra bloggen Frk. Kræsen har for to år siden lavet en guide på Luciabrød for dummies og den var perfekt. Jeg lavede halv portion og tilføjede lidt kardemomme og så var der hyggespise til 3. advent.
16 stk.
75 g. smør
2½ dl. mælk
25 g. gær
½ tsk. salt
2½ spsk. sukker
1 æg + ½ til pensling
0,5 g. safran
½ tsk. kardemomme
7-8 dl. mel
1 klump marcipan (32 små stykker på størrelse med en hasselnød)
Smelt smørret og tilsæt mælken til blandingen er 37 grader. Rør gæren ud i blandingen. Bland sukker, kardemomme, salt, safran og æg sammen med mælkeblandingen og tilsæt melet gradvis til du har en smidig ensartet dej.
Stil til hævning i 30 minutter et lunt sted. Herefter deles dejen i 16 stykker og hver stykke rulles til en aflang pølse. Hver ende presses flad og en klump marcipan rulles ind i dejen. Form til et S og pres en rosin i hver ende. Lad brødene hæve tildækket i 30 minutter imens ovnen varmes op til 225 grader. Bag i ca. 7-10 minutter til de er gyldne.
Labels:
brød,
jul,
Opskrifter
lørdag den 13. december 2014
#13. december - Baileys eggnog
Når jeg tænker jul i udlandet og specielt de engelsktalende lande, tænker jeg Eggnog. Jeg anede faktisk ikke hvad det var indtil jeg læste opskrifterne igennem og bagefter var jeg stadig noget skeptisk.
Så det måtte prøves!
Jeg er dog ikke vild med whiskey eller cognac, men til gengæld helt pjattet med Baileys, så valget var nemt. Opskriften er fra Baileys egen hjemmeside og jeg ved ikke om den er korrekt oversat, men det smagte super lækkert og jeg laver det klart igen næste gang der er julehygge i Rebelsig.
De anbefalede at servere den kold med is, men vi trængte til noget lunt og der var den super.
2 glas
1 dl. Baileys
2 æg
1½ spsk. sukker
½ vaniljestang
1½ dl. mælk
Start med at piske æggene sammen med sukker til sukkeret er opløst. Kom Baileys, mælk og den halve vaniljestang (så den er åben og kornene kan komme ud) i en gryde og varm det op. Inden det koger tilsættes ægge/sukker-blandingen under piskning. Varm igennem, men uden at det koger og sigt det ned i 2 glas. Sigt lidt kakaopulver over inden servering.
Labels:
drikke,
jul,
Opskrifter
fredag den 12. december 2014
#12. december - havregrynskugler med Kahlúa
Jeg ville egentlig have lavet havregrynskugler med ananas og Malibu, men da vi ikke havde hverken det ene eller det andet, måtte jeg revidere min plan.
Vi havde en flaske Kahlúa.
Søge søge og jeg fandt en opskrift inde ved NewYorkerByHeart, der faldt i min smag.
Mums de er lækre og smag fantastisk af Kahlúa og chokolade.
25-30 kugler
50 g. chokolade
1½ tsk. honning
1 tsk. smør
3½ dl. havregryn
2 spsk. kakaopulver
½ dl. flormelis
50 g. marcipan
½-1 dl. Kahlúa
Smelt chokolade, honning og smør i en gryde. Imens køres de resterende ingredienser igennem i minihakker eller foodprocessor (eller æltes i hånden) og den smeltede chokoladeblanding tilsættes. Rør til en ensartet masse og stil på køl i 5-10 minutter. Tril til kugler og rul evt. i kokosmel eller krymmel.
Labels:
jul,
konfekt,
Opskrifter
torsdag den 11. december 2014
#11. december - candy cane med chokolade
Jeg så dette i et af min søsters jule-mad-blade fra New York og tænkte at det så nemt ud.
Det er det nok også, men de chokoladeforme jeg har er ikke så høje, så efter at have stået og holdt slikstokken lodret i 15 minutter uden der skete særlig meget, tænkte jeg, fuck det og lagde dem ned og så ind på køl.
Det virkede dog overraskende godt og de endte også med at blive 'lige' da de blev taget ud af beholderen.
Kom 1-2 stokke i en stor kop varm mælk, rør rundt og nyd en lækker peppermint-chokolade.
Tænker at det kan være et sjovt indslag til advent komsammen eller morgenhygge med ungerne.
Labels:
drikke,
jul,
Opskrifter
onsdag den 10. december 2014
#10. december - dadler med marcipan og chokolade
Det er ikke mange år siden, hvor jeg synes dadler var ih og åh så klamt.
Min veninde kom til konfekt-lavnings-dag og havde en kasse dadler og en rulle marcipan med. Da hun havde fyldte nogle stykker tvang hun mig til at smage og guess what? Det var super lækkert!
Siden da har jeg elsket dadler - både med og uden marcipan.
Endnu en slags nem konfekt der tager 10 minutter at fremstille.
Dadler
Marcipan (evt. hjemmelavet)
Chokolade
Skær dadlerne op på midten og fjern stenen. Rul en lille klump marcipan til en lille pølse og læg den i uddybningen af dadlen. Smelt chokolade over vandbad og dyp dadlerne halvvejs ned i. Pynt evt. med krymmel og opbevar på køl indtil servering.
Labels:
jul,
konfekt,
Opskrifter
tirsdag den 9. december 2014
#9. december - praliner med chokolade, nougat og mandler
Som lovet kom der i dag endnu en opskrift på noget nemt konfekt, der kan laves hurtigt.
Simple, men lækre og fyldt med dejlige mandler, nougat og chokolade.
Opskriften er fra en gammel folder, som jeg muligvis har fra det gamle A-Z :)
16 stk.
2 håndfulde mandelsplitter
80 g. chokolade
40 g. nougat
Rist mandelsplitterne let på en varm pande. De skal kun lige være let gyldne. Smelt chokolade og nougat over vandbad og tilsæt de ristede mandelsplitter. Rør rundt til en ensartet masse og fordel i små folieforme. Stil på køl til servering.
Labels:
jul,
konfekt,
Opskrifter
mandag den 8. december 2014
#8. december - nougat praliner med hasselnødder
Jeg får næsten grå hår af at tænke på at skulle lave konfekt. Jeg vil så gerne det hele, men er ganske lidt kreativ og tålmodig, så det ender som regel med at jeg bliver skuffet.
I år har jeg derfor valgt at dele det lidt op, ved at fremstille 1 til 2 slags når jeg har overskud. F.eks. imens kæresten ser krigsfilm eller aftensmaden laves.
Derfor kommer der i dag og i morgen to opskrifter på konfekt, som tager 10 minutter at lave og som smager fantastisk!
Disse er fra Arla, men jeg skar ned på nougatmængden og tilføjede dobbelt appelsinsmag - og så er de lige efter min smag.
De små fine forme er fra Søstrene Grene.
16 stk.
25 g. smør
50 g. hasselnødder
½ tsk. stødt nellike
150 g. blød nougat
Saft fra ½ appelsin
Varm en pande op med smør og lade det syde op. Hak imens hasselnødderne groft og kom dem på panden i smørret sammen med nellike. Rist dem under omrøring i ganske kort tid (ca. 2 minutter) og hæld på en tallerken.
Skær nougat i skiver/stykker, kom i en skål og ælt (med hånden er nemmest) det blødt sammen med appelsinsaften. Tilsæt nødderne og ælt igennem. Smag til med appelsinsaft. Fordel i små folieforme og stil på køl til servering.
Labels:
jul,
konfekt,
Opskrifter
søndag den 7. december 2014
#7. december - karrysalat til julefrokosten
Traditionens tro holdte vi i går julefrokost i Rebelsig.
Jeg nyder at stå for det hele og specielt mad-delen. Jeg plejer altid at lave for meget mad, men det hører ligesom til ved en julefrokost, ikke?
I år havde jeg lavet en afstemning inde på begivenheden på Facebook, så gæsterne kunne stemme på de retter de ville have. Det overraskede mig lidt - på den positive måde.
F.eks. kom den hjemmelavede hønsesalat på menuen og ris a la manden blev udskiftet med en frugtsalat med råcreme og chokolade.
Nå, men karrysalaten til sildemaden blev i år hjemmelavet og gæsterne var vilde med den.
Jeg tog udgangspunkt i flere forskellige opskrifter og endte med dette.
1 portion på ca. 3½-4 dl.
2 hårdkogte æg i små stykker
1 æble i små tern
1 syltet drueagurk skåret i små tern
1 tsk. hakket purløg
½ dl. creme fraise
½ dl. mayonaise
1½ tsk. karry
½ tsk. gurkemeje
Salt og peber
Bland mayonaise og creme fraise sammen med purløg, halvdelen af karryen og ½ tsk. gurkemeje. Tilsæt finthakket æggetern, små æbletern og drueagurk-ternene. Rør sammen og smag til med karry, salt og peber. Opbevar i en lukket boks i køleskabet indtil servering.
Labels:
jul,
Opskrifter,
pålæg,
tilbehør
lørdag den 6. december 2014
#6. december - raw pebernødder
Det der 'raw' var ret populært sidste år, men i mit netværk drev det hurtigt over igen. Jeg ville lige give det et sidste forsøg her i juletiden og fandt på en opskrift på nogle raw "pebernødder" inde på en fitness-side.
Jeg vil sige at de aldrig nogensinde når op til de rigtige pebernødder, som jeg postede i går. Men... som et sundere alternativ i juletiden synes jeg de er gode. De smager dejlig krydret og har konsistens som havregrynskugler. Prøv dem, måske bare en lille portion - du fortryder ikke!
10 stk.
25 g. mandler
1 drys kardemomme
1 drys hvid peber
1 lille drys stødt ingefær
1 drys kanel
25 g. dadler (når stenen er fjernet)
½-1 tsk. sirup
Kom mandlerne i minihakkeren og hak dem fint. Tilsæt de øvrige ingredienser og kør til en ensartet masse. Smag til og doser sirup efter ønsket konsistens. Stil massen på køl i en halv time og tril til ca. 10 kugler. Opbevar dem på køl i en lukket boks.
Labels:
jul,
konfekt,
Opskrifter
Abonner på:
Opslag (Atom)








